Forgyldt morsingbo overgår svømmelegender

Katrine Bukh Villesen har som den tredje dansker nogensinde vundet to gange guld ved EM for juniorer.

Foto: Jon Langberg

Foto: Jon Langberg

Foto: Privatfoto

1 af 3

Europas bedste juniorsvømmere var i weekenden samlet til EM i Netanya i Israel, og her svømmede Katrine Bukh Villesen sig til to guldmedaljer - en i 200 meter butterfly og en i 100 meter butterfly.

- Det kunne ikke være gået bedre. Jeg havde ikke regnet med, jeg skulle have to guldmedaljer med hjem, så det er rigtig fedt. Det er mange måneders hårdt arbejde, der nu er begyndt at bære frugt, siger Katrine Bukh Villesen, der træner ni gange om ugen.

Læs også Katrine Bukh Villesen blev Årets Sportsnavn i Thy

Den 17-årige svømmer kommer fra Mors, men flyttede først til Thisted og sidste sommer til Aalborg, hvor hun under Eyleifur Johannesson, der blandt andre træner Mie Ø. Nielsen, har udviklet sig yderligere. 

Katrine Bukh Villesen har som den tredje dansker nogensinde vundet to gange guld ved EM for juniorer, og med to guld- og en sølvmedalje ved de europæiske juniormesterskaber har Danmark i Netanya opnået det bedste resultat siden 2011, da netop Mie Ø. Nielsen som 14-årig havde andel i fire af fem vundne medaljer. Det skriver Politiken.

- Vi har fået rigtigt meget med hjem med Katrine og Julie som de åbenlyst bedste, men 12 af vores 15 deltagere har været blandt de 16 bedste som semifinalister, hvilket bestemt ikke sker hvert år, så der er masser af grøde i dansk svømning, vurderer Thomas Stub, Dansk Svømmeunions talentudvikler, over for avisen.

Katrine Bukh Villesen jubler, efter guldmedaljen er sikret. Foto: Jon Langberg

Katrine Bukh Villesen er lige nu på vej til DM i København, hvor hun skal i bassinet allerede torsdag. Her håber hun, det bliver til flere medaljer. Her efter er hendes mål at kvalificere sig til EM for seniorer på kortbane, som bliver afholdt i København i december. 

- Det er ret vildt at tænke på, at jeg er en af de eneste, der har opnået det. Og når jeg tænker på, hvad de har opnået efterfølgende, så håber jeg, at jeg også kan nå langt. Men jeg tager det stille og roligt. En dag ad gangen, siger Katrine Bukh Villesen.

Katrine Bukh Villesen blev i 100 meter butterfly første danske guldvinder efter Ditte Jensen (sølv i 1994), Jeanette Ottesen (sølv i 2003) og Christina Munkholm (bronze i 2012) havde været tæt på.

Læs også Villesen skifter fra Thisted til Aalborg