Forældre kritiserer 112

14-årige Mads Andersen kunne ikke få en ambulance efter at have slået hovedet i en fodboldkamp lørdag - på sygehuset fik forældrene skæld ud for at have kørt med ham selv

Mads4.jpg

Det gav et højt knæk, der kunne høres helt ud på sidelinjen, og efter sammenstødet fik 14-årige Mads Andersen fra Kjellerup det dårligt, fik smerter i nakken og kunne ikke se på det ene øje. Tre gange forsøgte forældre at få en ambulance, og alle tre gange blev de afvist af Region Midtjyllands vagtcentral.

Derfor kørte to af forældrene selv Mads Andersen ind til skadeklinikken i Silkeborg. Ifølge en af forældrene, Henrik Kristensen, fik han nærmest skæld ud af lægen på skadeklinikken for selv at have kørt med den tilskadekomne fodboldspiller.

På et tidspunkt arbejdede ti mand foran sygehuset med Mads Andersen. Han blev lagt på et særligt spineboard for folk med nakkeskader og blev overført i ambulance til sygehuset i Viborg.

Artiklen fortsætter under billederne

mads.jpg

Mads2.jpg

Undersøger alle klager

Lægelig chef for Region Midtjyllands præhospitale indsats, Erika Christensen, har ikke haft mulighed for at undersøge den konkrete sag endnu, fordi den er sket i en weekend. Men hun oplyser til TV/MIDT-VEST at alle klagesager over manglende ambulancer bliver undersøgt.

På sygehuset i Viborg viste det sig, at Mads Andersen ikke var kommet alvorligt til skade med nakken og er nu udskrevet fra sygehuset igen med hjernerystelse.

Sagen fra Kjellerup er den anden på få dage, hvor forældre klager over, at de ikke har kunnet få ambulance til deres tilskadekomne børn. Se indslag herunder om Emil Lauridsen fra Hemmet, der ikke kunne få ambulance da hans hånd blev alvorligt skadet i en kæde.