TV MIDTVEST

Flere unge får læreplads

Nye tal fra Dansk Byggeri og Undervisningsministeriet viser, at flere og flere unge kommer i lære som håndværker.

I årets første ti måneder har ti procent flere unge fået læreplads som håndværker end i samme periode sidste år. Det viser nye tal fra Dansk Byggeri og Undervisnignsministeriet.

Især inden for murer- og snedkerbranchen er der kommet flere lærepladser. Ifølge Dansk Byggeri skyldes fremgangen især en bedre økonomi i virksomhederne.

- Vi har haft nogle hårde år, hvor mange håndværksmestre har været nødt til at sige farvel til gode medarbejdere, og det betød selvfølgelig også, at det var svært at have både opgaver og økonomisk overskud til at ansætte lærlinge. Men viljen er der, og derfor ser vi nu en stigning, siger underdirektør Loiuse Pihl.

Ifølge Dansk Byggeri er der også kommet flere lærlingeaftaler i hus, fordi virksomhederne i stigende grad laver aftaler om korte lærlingeforløb i stedet for aftaler, der strækker sig over hele elevens uddannelsesforløb.

- De hårde kriseår har slidt på virksomhederne, og de er blevet mere forsigtige i forhold til at  binde sig for flere år af gangen. Men så længe de fortsætter med at tage lærlinge ind, så er det i praksis lige meget, om det er på en kort eller lang aftale, siger Louise Pihl.

11.700 elever er i øjeblikket i lære i en virksomhed inden for byggeri eller anlæg, mens 1400 er i skolepraktik.

 

Tip os Har du et godt tip?