Flere piger på de naturvidenskabelige uddannelser

I dag åbnede Naturvidenskabernes Hus dørene for 7.-9-klasses piger. Der er nemlig alt for få piger, der vælger den naturvidenskabelige uddannelsesvej.

Naturvidenskabernes Hus

Mens erhversvlivet skriger på ingeniører, så fravælger pigerne til stadighed de naturvidenskablige og teknologiske uddannelser. Ofte på grund af fordomme og uvidenhed. I dag var der derfor fokus på piger, naturvidenskab og teknologi i Naturvidenskabernes Hus.

700 grundskole- og gymnasiepiger var inviteret. Pigerne vil møde kvindelige medarbejdere og studerende, der har valgt en naturvidenskabelig karrierevej, og skal arbejde med naturvidenskabelige opgaver. Og det er der et helt klart formål med: Flere piger skal uddanne sig til ingeniører.

- Optaget på ingeniørstudier viser, at  for 10. år i træk er det stadig kun 25 procent der er piger, så der er et kæmpe potentiale i at få nogle flere piger til at vælge de her uddannelser. Jeg tror også, at pigerne gerne vil, men de skal vide noget mere om, hvad uddannelserne handler om, siger Nanna Seidelin fra Jet-Net, der er medarrangør af dagens event.

En af de mange besøgende var Karoline Vasegaard Christensen fra Vestervang Skole i Viborg:

- Det var meget kedeligt til at starte med, men jeg synes i hvert fald, at de to foredrag, der har været, var meget spændende. Det har været noget andet, siger Karoline Vasegaard Christensen.

Dansk erhvervsliv forudser, at der om 10 år vil mangle over 9000 ingeniører.