Fjordbank-ansatte i chok
250 ansatte rammes af bank-krakket på Mors. De er nærmest i en choktilstand, siger fagforeningen
De bankansattes fagforening Finansforbundet har sat hele sit beredskab i gang for at hjælpe de cirka 250 medarbejdere i Fjordbank Mors, der fredag aften er blevet lagt ind under Finansiel Stabilitet.
- Det er tragisk, at vi endnu en gang må se et pengeinstitut smide håndklædet i ringen. Ikke mindst for medarbejderne, som ikke ved, om de er købt eller solgt, siger næstformand Solveig Ørteby i en pressemeddelelse.
- Finansforbundet følger sagen tæt i samarbejde med bankens tillidsmænd, og vi har sat hele vores beredskab i gang, så vi kan hjælpe medarbejderne gennem den svære tid, der kommer, siger næstformanden.
Medarbejderne i Morsø Bank og Morsø Sparekasse, der fusionerede til Fjordbank Mors for godt et år siden, har gennem lang tid kæmpet for bankens overlevelse.
- Medarbejderne har kæmpet loyalt i en lang og svær tid, og derfor er det naturligvis endnu sværere at se, at alle de gode kræfter ikke har båret frugt. Det er klart, at mange medarbejdere nærmest er i en choktilstand, og vi vil opfordre ledelsen til at tage hånd om medarbejderne, siger Solveig Ørteby.