FCM overvejer professionelle computerspillere

FC Midtjylland skal måske i fremtiden ikke kun være kendt for håndbold og fodbold, men også computerspil.

lan.jpg

Fodboldklubber er begyndt at udvide forretningen fra boldspil til computerspil. Onsdag kan Finans.dk fortælle, at FC København vil kaste millioner efter tre esportshold, som skal repræsentere klubben rundt om i verden. Og OB er også med - de ansatte i september Fifa-spilleren Lasse Bækk. Det skriver aoh.dk

FCM kan være næste danske klub, der går samme vej:

- Vi betragter e-sport som et meget interessant område, og vi kigger lige nu på, om vi kan gøre det til en del af FC Midtjyllands forretningsmodel. Esports-industrien er i eksponentiel vækst, og derfor er det godt at positionere sig nu. Det vil ikke bare blive en investering i en Fifa-spiller, men noget større og mere bæredygtigt, siger Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland til finans.dk.

Han fortæller, at klubben allerede i starten af 2017 vil melde ud, om den træder ind i e-sporten.

I udlandet er flere fodboldklubber allerede med på bølgen - det gælder eksempelvis Paris Saint-Germain, Valencia og West Ham. Pengepræmierne er måske ikke i fodboldstørrelse - endnu - men de bedste hold vinder præmier i millionklassen ved de større turneringer.

De seneste 15 år er e-sport vokset, men særligt de seneste seks år er udviklingen accelereret. Således var det estimerede antal af tilskuere på verdensplan i 2010 8,4 millioner, mens der i 2017 forventes at være 145 millioner faste seere på verdensplan.

0:37
FC Midtjylland skal måske i fremtiden ikke kun være kendt for håndbold og fodbold, men også computerspil.