FC Midtjylland får første sejr i sæsonen

De forsvarende mestre fra FC Midtjylland vandt med 3-1 over Esbjerg, og sikrede dermed sæsonens første sejr.

FC Midtjyllands Jakob Poulsen scorede til stillingen 2-0 i en kamp der endte 3-1 til hjemmeholdet.
FC Midtjyllands Jakob Poulsen scorede til stillingen 2-0 i en kamp der endte 3-1 til hjemmeholdet.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland vandt lørdag med 3-1 over oprykkerne fra Esbjerg i Superligaen.

Dermed sikrede de forsvarende danske mestre sig sæsonens første sejr efter uafgjort mod AGF og nederlag til AaB i de to første kampe.

De tre point kom i hus efter to scoringer i første halvleg, hvor først Gustav Wikheim og siden Jakob Poulsen slog til, inden Frank Onyeka scorede i overtiden til resultatet 3-1.

Det betyder, at FCM har fået fire point i sæsonens første tre kampe og er på sjettepladsen, mens Esbjerg efter tre kampe befinder sig på 12.-pladsen med et enkelt point.

Et kvarter inde i første halvleg kom midtjyderne foran 1-0.

En flot bold blev sendt ned bag et højtstående Esbjerg-forsvar, hvor FCM’s Gustav Wikheim stod klar, og den norske profil afsluttede stensikkert foran mål.

Efter en halv times spil var FCM's Awer Mabil så på spil.

Den tidligere Esbjerg-lejesvend blev nedlagt i feltet, og dommeren dømte straffespark. Anfører Jakob Poulsen tog ansvaret og sparkede, og han sendte sikkert bolden i nettet til 2-0.

Esbjerg sluttede første halvleg bedst, da georgiske Lasha Parunashvili kort før pausen fik en nedfaldsbold, som han flot sparkede ind bag FCM-keeper Jesper Hansen med en helflugter.

Dermed var FCM foran 2-1 ved pausen, og efter 60 minutter var hjemmeholdet og Wikheim igen farlige.

Nordmanden blev sendt i dybden, hvor han kom forbi keeper Jeppe Højbjerg, men Wikheim kunne ikke ramme målet fra en meget skarp vinkel.

Wikheim var på spil igen få minutter senere, da midtjyderne satte fart på et kontraangreb.Her kunne nordmanden efter et par fine træk skyde mod mål, men det gode skud blev taget af Esbjerg-keeper Jeppe Højbjerg.

I overtiden kom der gang i sagerne. Først tordnede Jakob Poulsen bolden på træværket på et direkte frispark, og kort efter øgede FCM til 3-1, da Frank Onyeka var første mand på en fri bold i Esbjergs felt.