Far fra Herning fik otte års fængsel for voldtægt af datter

Far fra Herning blev i dag idømt otte års fængsel for seksuelle overgreb mod mindreårig datter. Dermed hævede landsretten byrettens dom med ét år.

vestre_landsret.jpg

Vestre Landsret forhøjer straffen fra syv til otte års fængsel til en mand fra Herning, der sidste år blev dømt i byretten for seksuelle overgreb mod sin datter.
    
Overgrebene begyndte, da pigen var syv år gammel og stod på over en længere årrække.
    
Datteren blev voldtaget og udsat for forskellige seksuelle krænkelser.
    
Den 55-årige far truede datteren med at slå hende ihjel, hvis hun videregav oplysningerne om misbruget til andre.
    
Manden blev dømt ved Retten i Herning i november sidste år. Efterfølgende blev dommen anket. 

0:43
En 55-årig mand blev idømt syv års fængsel for at have voldtaget og mishandlet sin datter, fra hun var syv år gammel

I byretten krævede anklageren den tiltalte idømt forvaring - en tidsubestemt straf, der anvendes, når gerningsmanden anses for at være særdeles farlig.
    
Men det krav kom man ikke igennem med hverken ved byretten eller landsretten.
    
Den dømte skal betale en erstatning til datteren på 133.550 kroner.
    
Manden skal også betale en erstatning på 21.500 kroner til sin tidligere ægtefælle, som manden ifølge rettens vurdering udsatte for vold.
    
/ritzau/