TV MIDTVEST

Far fandt en ekstra kone - Så flygtede mor

08:27

Se fjerde afsnit af serien her.

I fjerde afsnit af Asylansøgerne fra Hanstholm skal vi møde Farhiya og hendes mor og lillesøster, som har været i Danmark i fireethalvt år

Farhiya er 11 år. Hun bor i en udebolig tilknyttet Hanstholm Asylcenter, sammen med sin mor, Asri og sin lillesøster, Maria.

Farhiya går i en dansk klasse, taler flydende dansk og har mange danske venner. I sin fritid går hun til guitar. Men til forskel fra alle hendes danske veninder, ved Farhiya ikke, hvor hun bor om et år, en måned eller 14 dage.

Hun er asylansøger. Og selvom hun allerede har boet i Danmark i fireethalvt år, er intet sikkert.

Flerkoneri udløste jalousi og skilsmisse

Årsagen til at Farhiya kom til Danmark, er at hendes mor ikke kunne få arbejde i Somalia. Den religiøse gruppe Al Shabaab bestemte nemlig i den landsby, hun boede, og den bestemte, at hun ikke måtte arbejde. Asri var afhængig af en indkomst. For hun var blevet skilt fra Farhiya's far.

- Han havde taget en ekstra kone. I Somalia må man have fire koner. Men det bryder jeg mig ikke om. En mand skal kun have én kone, mener Asri og tilføjer:

- Jeg blev jaloux.

Så Asri flygtede til Italien. Imens boede Farhiya hos sin farmor og farfar i Somalia. Efter fire år fik Asri lov at hente sin datter til Italien. I mellemtiden var hun blevet gravid med datteren Maria.

Problematisk med fingeraftryk i Italien

I Italien skulle Asri selv forsørge sin familie, og da hun ikke kunne det som højgravid, tog hun endnu en gang afsted. Denne gang var Farhiya med. I programmet har den lille familie boet i Danmark i fireethalvt år. Uden at have en asylsag kørende i Danmark.

Asri har nemlig sat sit fingeraftryk i Italien og så burde sagen ifølge den såkaldte dublinkonvention, køre der. 

Men Italien er hårdt presset af flygtningesituationen, og forholdene for asylansøgerne er stærkt kritiseret, både af menneskerettighedsdomstolen og af nødhjælpsorganisationer. Derfor har flere familier, ligesom Farhiyas, der har sat fingeraftryk i Italien, fået lov at blive i Danmark, mens myndighederne undersøger forholdene.

Mange af dem har ventet lige så længe, som Asri og hendes børn, og flere af dem har givet op i forhold til at få asyl i Danmark og er taget til Tyskland, for at prøve lykken der.

Men det vil Asri ikke.

- Farhiya er ikke noget lille barn længere. Det er for hårdt for hende at skulle flytte.

- Du elsker jo Danmark og din skole, siger hun, henvendt til Farhiya.

- Vi håber på at være heldige at få asyl, konstaterer Asri. 

Virkeligheden blev en anden

Asri håbede helt frem til februar i år. Da blev hun og børnene kaldt til samtale i Sandholmlejren. På dette tidspunkt var Danmark begyndt at sende familier tilbage til Italiens flygtningelejre. Så Asri har formentlig ikke turdet løbe risikoen.

Farhiya, Maria og Asri blev sidst set i toget på vej til København. Men den lille familie dukkede aldrig op til mødet i Sandholmlejren.

Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger opholder familien sig nu et ukendt sted i Tyskland.

Tip os Har du et godt tip?