Da anden kom på bordet blev telefonerne pakket væk

24. december blev der brugt mindre tid på samtaler og datatrafik på telefonen end på en almindelig lørdag.

Sms mobiltelefon.jpg

Når juleaften starter, bliver mobilen lagt væk. Det viser tal fra flere teleselskaber, der oplevede et markant fald i brugen af mobiler på juleaften mellem klokken 17 og 22.
    
Det oplevede både teleselskabet 3, Telia og TDC.
    
- Selv om vores dataforbrug stiger og stiger, prioriterede vi juleaften tiden med familien og samtalen rundt om bordet.
    
- Andre dage ser vi kun et lille dyk omkring aftensmad. Men juleaften lagde vi mobilen væk for at koncentrere os om samværet og kigge vores familie i øjnene, skriver koncerndirektør i TDC Group Jens Aaløse i en pressemeddelelse.
    
Tal fra selskaberne viser, at mobilerne i høj grad blev brugt midt på dagen juleaften.
    
Ifølge tal fra 3, der har 1,2 millioner kunder, bliver der den 24. foretaget 6,9 millioner opkald, sendt 13,8 millioner SMS'er og brugt 560.200 gigabyte data på selskabets netværk.
    
Det var generelt mindre end både lillejuleaftensdag og en almindelig lørdag i december.
    
At mobilen bliver pakket væk, når der skal spises julemad og åbnes pakker, stemmer godt overens med en undersøgelse foretaget af YouGov for teleselskabet Telia før juleaften.
    
Den viser, at 70 procent af de adspurgte ikke mener, at det er okay at have mobiltelefonen fremme under julemiddagen. 62 procent mener ikke, det er i orden at filme med sin telefon, når der bliver sunget julesange og gået om juletræet.
    
Den 24. var den travleste time for selskabet 3 fra 11 til klokken 12 om formiddagen, hvor der blev sendt over en million SMS'er. Den travleste time, når man skeler til dataforbruget, var fra klokken 23 til 24.
    
- Juleaften sluttede ikke, da vi havde pakket den sidste gave op.
    
- Ud over takkehilsner til familie og venner, var der en del af os, der lige skulle tjekke, hvordan aftenen tog sig ud på Facebook og Instagram eller se et enkelt afsnit af vores yndlingsserie, inden vi helt lukkede og slukkede for julelysene, siger Jens Aalsøe.

Se her, hvor meget telefonerne blev brugt juleaftens dag hos 3:
    
* Lørdag 24. december:
    
- 6,9 millioner opkald.
    
- 13,8 millioner sms'er sendt.
    
- 252.408 timers tale.
    
- 560.200 gigabyte data.
    
* Fredag 23. december:
    
- 12,8 millioner opkald.
    
- 14,6 millioner sms'er.
    
- 473.742 timers tale.
    
- 599.500 gigabyte data.
    
* Lørdag d. 17. december:
    
- 9,3 millioner opkald.
    
- 12,8 sms'er.
    
- 371.582 timers tale.
    
- 742.600 gigabyte data.
    
Kilder: 3, TDC og Telia.