TV MIDTVEST

Få juleindbrud i Midt- og Vestjylland

Juleaften er normalt højsæson for antallet af indbrud, men i år har der været ganske få ubudne gæster i de Midt- og Vestjyske hjem.

De fleste Midt- og Vestjyder har roligt kunne vende hjem efter juleaften. I hvert fald har Midt- og Vestjyllands Politi modtaget ganske få anmeldelser om indbrud den 24. december. Politiet har indtil videre kun modtaget 12 anmeldelser om ubudne gæster i hele politikredsen.

- Tallet er lavt, og det ligger på samme niveau, som det gjorde sidste år. Sammenlignet med år 2013 havde vi modtaget 22 anmeldelser om indbrud på dette tidspunkt, så der er generelt ikke noget alarmerende over antallet af indbrud juleaften i Midt- og Vestjylland, siger Jens Claumarch, Vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi.

Imens de fleste midt- og vestjyder altså i ro og mag har kunnet danse om juletræet, så regner Jens Claumarch med, at der i løbet af dagen vil komme flere anmeldelser om indbrud.

- Siden midnat har vi modtaget syv anmeldelser. Det er ikke til at vide, hvor mange vi modtager i løbet af i dag, men typisk vil der komme flere, i takt med at folk begynder at vende hjem efter juleaften, siger Jens Claumarch, Vagtchef, Midt- og Vestjyllands Politi.

Mange indbrud i Silkeborg
Silkeborg er en af de byer, hvor der har været flest indbrud i det sidste del af december. Fra perioden den 20. december til og med den 24. december har der været 19 indbrud. Sidste år var tallet kun 11.

Tip os Har du et godt tip?