Eva Kjer i samråd: En forklarende note havde været fint

En lille anmærkning, som uddybede beregningerne i landbrugspakken, havde været fint, medgiver Eva Kjer Hansen.

Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)
Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)
Foto: TV MIDTVEST

En lille bemærkning i lovteksten kunne have kastet lys over sagen om landbrugspakken.

Således medgiver miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på et samråd tirsdag, at det havde været fint med en "lille forklarende stjerne" i beregningerne bag landbrugspakken, så miljøeffekten havde stået klarere.

Stjernen var et ønske fra De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, som på samrådet krævede indrømmelser fra ministeren og åbnede op for det, som hurtigt blev døbt "Stjernekrigen" på de sociale medier med henvisning til filmen Star Wars.

- Jeg skal gerne medgive, at det havde været fint, hvis der havde været en lille stjerne i tabellen.

- Jeg kan godt ærgre mig over, at jeg ikke lavede den stjerne, så tabellen var selvforklarende, siger Eva Kjer Hansen, som uddyber, at forklaringen kunne have lydt som følger:

"* Husk, at udgangspunktet er 2012, fordi det er de seneste kendte data, vi har."

Ministeren henviser til, at der i beregningerne bag landbrugspakken i år 2016 er indregnet effekter fra de tre foregående år, hvilket får de første år i pakken til at se grønnere ud, end de egentlig er.

Hun fastholder dog, at tallene hele tiden har været lagt frem, og at der ikke er lagt skjul på udregningerne.

- Det er uddybet i de - i øvrigt - 117 spørgsmål, der er stillet om lovforslaget. I ramte lige præcis 117. Der er elementerne i pakken penslet ud, og baselineeffekten er opgjort særskilt.

- Skal man være lidt polemisk, kan man sige, at naturen er ligeglad med, om effekterne kommer fra baseline, andre tiltag eller landbrugspakken.

- Det afgørende er, at vi beskytter vandmiljøet. Og at vi gør det med en reduktion, når vi ser ud i tiden, siger Eva Kjer Hansen.

De Konservatives Rasmus Jarlov, som startede "Stjernekrigen", savnede indrømmelser fra ministeren.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været for tungt at få frembragt et retvisende billede af landbrugspakken.

- Jeg er glad for, at ministeren erkender, at der mangler en stjerne, som forklarer, hvad det er for nogle tal, der er blevet lagt frem, siger han.

Klimaordfører for Socialdemokraterne, Jens Joel, mener dog ikke, at en lille asterisk havde gjort nogen forskel.

- Så siger man, at man er ked af, at man ikke har sat en stjerne. Det kan godt være, at det havde gjort nogle af forskerne glade, men det er jo helt kafkask (bureaukratisk, red.), siger han under samrådet.

/ritzau/