EU-regler giver udfordringer for Økologer

Størrelsen på hønsefarme og regler om pesticidrester kan være nogle af de områder, hvor EU kan bremse de danske økologer.

aeg.jpg

Selvom økologien boomer herhjemme, så frygter flere økologer, at den rivende udvikling kan blive bremset af EU-regler.
Torsdag mødes næstformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen, med det nye, slovakiske EU-formandskab og med repræsentanter fra EU-Kommissionen og parlamentet.
To af de punkter, som især vedkommer de danske økologer, er størrelsen på økologiske hønsefarme og et forslag fra kommissionen om nultolerance overfor pesticidrester i økologiske madvarer.
Hvis det forslag bliver gennemført, risikerer flere fødevarer at miste deres økomærke, hvis der viser sig de mindste spor af stoffer, som ikke er godkendt til økologisk brug.

- Det er en kæmpeudfordring i et samfund som det danske, hvor alle økologer har konventionelle naboer. Eller hvor små sprøjterester i virkeligheden kan være kommet med vinden fra Polen, siger chefkonsulent Lars Holdensen fra Landbrug & Fødevarer til Landbrugsavisen.

Hønsefarme kan blive mindsket betydeligt
EU har forslået, at man bør begrænse de økologiske hønsebedrifter til højst 18.000 høns pr. gård. Det kan give problemer for de danske hønsegårde, hvor der i snit er 24.000 økologiske høns.

- Det ville være utroligt ærgerligt. De store bedrifter har stået for en stor del af innovationen inden for miljø, dyrevelfærd og klimadelen. Den enkelte økologiske høne har jo, uanset om gården har 3000 eller 30.000 høns, fordelt på én eller ti hønseflokke, stadigt mere end 50 gange mere plads, end en burhøne har, siger chefkonsulent Lars Holdensen fra Landbrug & Fødevarer til Landbrugsavisen.