Eksperter: Supersygehuse vil mangle kvalitet

Ifølge eksperter bliver Danmarks kommende supersygehuse ikke nødvendigvis bedre end dem, vi har i forvejen.

Sygehus_budget.jpg

Det er sat alt for få penge af til landets kommende supersygehuse. Det mener nordmanden Kurt Haug, der siden 1990'erne har været en del af sygehusprojekter i Danmark og Norge.

Til Jyllands-Posten siger han, at kvadratmeterprisen i budgettet simpelthen er så lav, at danskerne ikke skal forvente højere kvalitet end den, vi møder på de nuværende sygehuse.

- I bedste fald får danskerne nogle sygehuse, som er lige så gode som dem, der var der i forvejen. I værste fald får danskerne nogle sygehuse, som er dårligere, siger han.

Også Steffen Gøth er bekymret for Gødstrup og de øvrige regioners supersygehuse. Han er senior vice president i Cowi, der har stået for rådgivningen i forbindelse med sygehusbyggerier i Danmark og Norge.

- Jeg tror, at de nye sygehuse samlet set kommer til at give et løft, men det bliver ikke et markant løft. Og samtidig er pengene jo brugt nu, så man har forspildt muligheden for i mange år at forbedre sygehusene, siger han til Jyllands-Posten.

Sundhedsminister Sofie Løhde forstår ikke eksperternes bekymring. Hun mener, at budgettet er tiltrækkeligt til at bygge bedre sygehuse end de nuværende.

- Vi har sat mere end 40 milliarder kroner af til de nye sygehuse, og for de penge bør regionerne kunne bygge sygehuse, der har den høje kvalitet, vi forventer.

På grund af budgetoverskridelser har det kommende supersygehus i Gødstrup blandt andet været nødt til at skære en række sengepladser og laboratorier fra.

Det er planen, at de første patienter skal i behandling på sygehuset i begyndelsen af 2019.