Dyrebeskyttere: Smileyer går forbi vanrøgtende hundesælgere

I Dyrenes Beskyttelse tror man ikke på, at kontrolbesøg og smileyer kan forhindre vanrøgt af hunde.

vanroegtet_hund4.jpg
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Man kommer ikke langt med ønsket om at udstikke sure smileys til hundekenneler, hvis man vil undgå vanrøgt af hunde. Det mener Dyrenes Beskyttelse, der tror, at miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), går hus forbi med et nyt forslag om en smileyordning til hundekenneler.

- Det er et ganske udmærket forslag, men det er utilstrækkeligt i forhold til at dæmme op for de her hundefabrikker, siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Ifølge direktøren er de seneste måneders sager om forfærdelige forhold for hunde, der skal sælges, ikke udtryk for et problem på de organiserede kenneler. Problemet ligger i stedet i de uautoriserede private hjem, hvor der sælges hunde ud af bagdøren.

- Smileyordninger kan jo kun bruges til dem, vi kender i forvejen. Men dem vi skal have fat i, er dem, som ikke ønsker at blive registreret, lyder det.

Ifølge Dyrenes Beskyttelse bør man i stedet igangsætte en ny form for registrering af al salg med hunde og sætte ind med klækkelige bøder.

- Et af vores forslag går på, at det skal registreres med NemID, når man sælger en hvalp på en hjemmeside, sammen med hundens chipnummer, siger Britta Riis.

Esben Lunde Larsen mener, at et sådan registreringssystem vil være alt for vidtrækkende. Men den tankegang kan man ikke følge i Dyrenes Beskyttelse.

- Vi mener ikke, at det er omfangsrigt, for det kan etableres ganske nemt med et it-system, og det er noget, vi allerede har set etableret i Frankrig, fortæller Britta Riis.

Bevågenheden omkring salg af hunde kommer efter tre måneder med tre meget store sager om vanrøgt af hunde.

Senest har Østjyllands Politi og Dyrenes Beskyttelse 8. februar afhentet 27 vanrøgtede hunde på en ejendom ved Randers.

Tippet affødte yderligere et besøg på en nærliggende adresse, hvor man fandt 34 vanrøgtede hunde, hvoraf nogle lå døde i plastikposer.

/ritzau/