Dykkerfirma køber stald-virksomhed

Direktøren for dykkerfirmaet JD-Contractor har købt aktiviterne i det konkursramte JH Staldservice, skriver Landbrugsavisen

Rasmus Normann Andersen
Rasmus Normann Andersen
Foto: JD Contractor

Dykkerfirmaet JD-Contrator har skabt en virksomhed ved blandt andet at lægge kabler ud til havmøller og ledninger til boreindustrien. Og så står stifteren Gert Normann Andersen bag en række spektakulære fund af gamle vrag.

Nu er Rasmus Normann Andersen, der er søn af stifteren, og koncernen på vej ind i en helt ny branche.

I følge Landbrugsavisen har Rasmus Normann Andersen, der til daglig er administrerende direktør i JD Contractor, købt aktiviteterne i JH Staldservice. JH Staldservice gik konkurs i november.

Både dykkerfirmaet og staldvirksomheden hører hjemme i Holstebro og i følge avisen er det netop det lokale kendskab, der har skabt kontakten mellem de to virksomheder.

Under JH Staldservice har der været tre virksomheder: JH Staldservice, JH Agro og JH Bioenergi.

I et svar på mail, skriver Rasmus Normann Andersen, at de investerer i JH Staldservice, fordi de tror på, det kan blive en god forretning.

- Til trods for den aktuelle krise i landbruget, så er det jo svært at forstille sig en fremtid uden fødevarer, og dermed landbrug. Og selvom købekraften i landbruget har været bedre, så har produkterne fra JH Staldservice, JH Agro og JH Bioenergi den store fordel, at de har en relativt kort tilbagebetalingstid for landmændene, og at det enkelte landbrug således hurtigt får udbytte af investeringen i eksempelvis biogas og forsuringsanlæg. Derfor tror vi også på, at efterspørgslen efter disse produkter vil stige fremadrettet i bestræbelserne på at optimere driften af såvel danske som udenlandske landbrug, skriver Rasmus Normann Andersen til Landbrugsavisen.

Overfor tvmidtvest.dk understreger Rasmus Normann Andersen, at han ikke personligt er ved at skifte branche. Han er stadig fuldt beskæftiget med at være administrerende direktør i JD-Contractor.

Rasmus Normann Andersens far Gert Normann Andersen åbnede i 2015 Sea War Museum i Thyborøn.