Digital turistinformation på Fur

Travetur på Fur
Foto: Gert Laursen

Turister på Fur kan nu orientere sig via digitale tavler med turistinformationer.  Der er netop opsat 7 digitale turistinformationer på Fur, som supplement til de 15, der allerede står på strategiske knudepunkter i resten af Skive kommune.  

Furs ca. 200.000 årlige turister kan nu tjekke alt fra overnatning og  spisesteder til  kulturelle begivenheder og seværdigheder.  

- Turisternes adfærd har ændret sig. I dag lader turisten sig oftest inspirere til ferien online, ligesom planlægning, booking og den efterfølgende omtale af ferien sker online. Digitalisering er derfor en vigtig del af SETs arbejde med at kompetenceudvikle turisterhvervet, ligesom centeret har stort fokus på, at den generelle turistinformation er synlig der hvor gæsten er – og ikke kun i de fysiske turistinformationer, det siger Malene Rasmussen fra Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter i en pressemeddelelse

- De 15 første digitale standere var delvist finansieret gennem LAG midler, der er afgrænset til projekter på fastlandet. Først med ansøgningen til Ø-LAG blev der mulighed for at udvide den eksisterende løsning til Fur, sådan at hele egnens udbud af turismeprodukter  synliggøres der, hvor de fleste turister færdes, siger Marlene Rasmussen.