"Det flød med affald i byen"

Lillian Jørgensen fra Ringkøbing kunne ikke holde ud, at der lå så meget affald rundt omkring i hendes by. I dag ryddede 60 mennesker op

Lillian Jørgensen tog initiativ til en skraldeindsamling i dag, søndag. Der lå alt for meget og flød, syntes hun.
Lillian Jørgensen tog initiativ til en skraldeindsamling i dag, søndag. Der lå alt for meget og flød, syntes hun.
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

- Der var en morgen, hvor jeg kørte til bageren og jeg kiggede på alt det affald, der bare lå og flød rundt omring. Og det tænkte jeg, det kan vi ikke være bekendt. Hverken overfor naturen eller overfor os selv, eller overfor alle de turister, som vi venter nu her til påske. Sådan siger Lillian Jørgensen fra Ringkøbing. Som privatperson havde hun i dag taget initiativ til en stor samle-affald-dag i byen.

60 frivillige fra området mødte op og Hjemmeværnet kom også.

- Jeg synes, det er en fin opbakning, konstaterede Lillian Jørgensen, som håber på at gentage successen igen næste år, med måske 100 deltagere.

- Nu må vi vise, at vi kan stå sammen og få ryddet op i gaderne, sluttede hun, inden hun begav sig ud på sin skralderute.

 
 
Foto: Lillian Jørgensen, Ringkøbing

Sådan her så der ud mange steder i og omkring Ringkøbing, inden skraldeindsamlingen gik igang.

Samlede mindst 60 sække med affald

De mange frivillige, med Lillian Jørgensen og hendes børn i spidsen, samlede affald  i regn og kulde i tre timer. Mindst 60 affaldssække blev samlet og fyldt.

- Vi er helt vildt tilfredse. Vi har lige kørt en tur rundt i byen og det ser meget pænere ud nu, lyder det fra initiativtageren sidst på eftermiddagen.

Sækkene er nu samlet i en container, som Ringkøbing-Skjern Kommune har stillet til rådighed, og afhenter.

Fra byrådet deltog Kristian Bøgsted fra Dansk Folkeparti, og hans børn.

 

 
 
Foto: Arkivfoto. Lillian Jørgensen, Ringkøbing