#Cykelfreak

Agnethe er verdenskendt glaskunstner: - Det er fantastisk at få lov at sætte spor

Agnethe Maagaard er blandt eliten af kunstnere der laver glaskirkekunst.

4:07
Hun er født og opvokset i Vestjylland, og det er her, hun henter inspiration. Den vestjyske glaskunstner er kendt fra Dubai til New York og har lavet glaskunst til både Dronning Magrethe og kronprinsesse Mary.  

Har du nogensinde siddet i en kirke og tænkt på, hvem der mon har lavet de smukke glasvinduer, som fortæller en helt særlig historie i ethvert kirkerum? Det kan være, det er Agnethe Maagaard, der står bag. I hvert fald hører hun til blandt nogle af verdens allerdygtigste glaskunstnere.

I 2013 fik hun muligheden for at lave en udsmykningsopgave til den lokale kirke i Dybe. Her lavede hun to glasmosaikker, der blev monteret i kirkens vinduer mod nord.

- Det er jeg utrolig stolt af - det er fantastisk at få lov at sætte spor. Det er fantastisk at lave noget, der skal sidde i en kirke i mange hundrede år, siger Agnethe Maagaard.

Lige nu arbejder hun så igen med glasmosaikker. Denne gang er det to styk, der skal monteres i Fjellerup kirke på Norddjurs. Og her er det motiver fra landskabet og naturen på Djursland der dominerer.

- Jeg har arbejdet meget med den opgående og nedgående sol, livets gang, fiskeri og landbrug det der kendetegner Fjellerup sogn, siger hun.

Arbejdet har været næste 5 år undervejs, i tæt samarbejde med stift og menighedsråd står der nu to støbejerns rammer der skal udfyldes med Maagards glaskunst.

- Det er, som når en maler har sin palette, så har jeg mine små glasstykker – man kan vel kalde det en form for glasmaleri, siger Agnethe Maagaard.