Der bliver længere mellem bilforhandlerne

I fremtiden risikerer man at skulle køre længere for at købe ny bil eller for at få bilen på værksted.

Øget konkurrence betyder, at der bliver længere mellem bilforhandlerne.
Øget konkurrence betyder, at der bliver længere mellem bilforhandlerne.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Når du i fremtiden skal købe ny bil, risikerer du at skulle ud på en længere køretur. Øget konkurrence og større krav fra producenterne har betydet, at der er blevet færre bilforhandlere, og det får de tilbageblevne til at ruste sig til en fremtid, hvor man som bilforhandler skal værre større og stærkere for at overleve.

Det gælder blandt andet hos Bojsen Biler i Holstebro, hvor indehaver Poul Bojsen for nylig har indviet et nyt bilhus. Firmaet har vokseværk efter at have overtaget forhandlingen af Peugeot i Holstebro og Lemvig samt Citroën i Hobro.

- Jo større man kan købe ind, jo bedre bliver priserne også. Der er jo også nogle synergier der. Og det er dem, vi prøver at fange lige i øjeblikket, forklarer Poul Bojsen.

FDM advarer mod udviklingen

Han er langt fra den eneste midt- og vestjyske forhandler, der har været på opkøb, og i fremtiden kommer der kun flere. En undersøgelse fra Bilbranchen viser, at 37 procent af nybilforhandlere overvejer at indgå en konsolideringsaftale med en anden forhandler, mens 20 procent allerede har konsolideret sig.

- I forhold til bilkøbet vurderer jeg, at det ikke har den store betydning, om man skal køre 15 eller 30 kilometer for at købe en ny bil. Det er i forhold til service og almindelig vedligehold, at man vil opleve, at det bliver lidt mere besværligt at komme til forhandleren, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

Bilejernes forening FDM har forståelse for forhandlernes situation, men løfter alligevel en advarende pegefinger.

- Grundlæggende er vi jo lidt bekymrede, fordi færre udbydere grundlæggende betyder mindre konkurrence, siger afdelingschef hos FDM, Torben Lund Kudsk.

FDM opfordrer derfor til, at man som bilkøber ser sig godt for og gerne bruger søgemaskiner på nettet til at sammenligne priser.

Benhård konkurrence blandt forhandlerne

Poul Bojsen mener, at opkøb kan være med til at sikre, at der stadig vil være bilhuse i mindre byer - men det vil ikke gøre konkurrencen mindre.

- Der er stadig rigtig mange bilmærker på markedet, og konkurrencen er benhård. Alle vil gerne have en markedsandel, så jeg tror ikke, at konkurrencen bliver mindre, siger han

Der er i Danmark lige nu 375 nybilforhandlere med samlet 750 udsalgssteder.

2:26
Se indslaget: Poul Bojsen er en af de mange forhandlere, der gør sig klar til en fremtid, hvor bilforhandlere er nødt til at være større.