De fleste er sikret mod krak

Langt de fleste bankkunder er sikret mod krak som det i Fjordbank Mors.

Pengestak_500kr.jpg

Langt de fleste kunder i Fjordbank Mors kan tage det helt roligt. De fleste får dækket deres indestående i banken, og kan også fortsætte med at hæve på deres dankort.

Se herunder, hvordan Fjordbank Mors kommer til at fungere efter krakket:

1: Du mærker ikke umiddelbart krakket

Det er meningen, at du som kunde ikke skal kunne mærke, at Fjordbank Mors nu er overtaget af Statens Afviklingsselskab Finansiel Stabilitet. Banken vil fortsat åbne som normalt, og du kan foretage de mest almindelige bankforretninger, som du plejer. I stedet for at være kunde i Fjordbank Mors bliver du nu kunde i et selskab under Finansiel Stabilitet med navnet Fjordbank Mors af 2011 A/S.

2: Du beholder dine lån

Den nye situation i Fjordbank Mors ændrer ingenting ved dine lån. Dem beholder du, nu ligger de blot under Finansiel Stabilitet, og det ændrer ingenting for dig.

3: Du kan stadig hæve på dine betalingskort

Selvom din bank er krakket, kan du stadig hæve på dine betalingskort som for eksempel dit dankort. Er du tilmeldt betalingsservice, så vil denne service også fortsætte som hidtil.

4: Du får dækket indestående under 750.000 kroner

Har du under 750.000 kroner stående i banken, så mister du ikke dine penge. Du får dem derimod dækket af en statsgaranti. Dermed er langt, langt de fleste private kunder dækket ind under denne ordning.

5: Du får dækket størstdelen af indestående over 750.000

Har du over 750.000 kroner stående i banken vil du få dækket 73,6 procent af beløbet.

6: Din bank skal afvikles og du skal videre

Fjordbank Mors bliver nu overtaget af statens såkaldte afviklingsselskab Finansiel Stabilitet. Det betyder, at din bank ikke skal fortsætte. Den skal afvikles, men på en kontrolleret måde. Banken bliver ikke afviklet lige nu og her, det kommer til at foregå i et kontrolleret tempo. Det er nu Finansiel Stabilitets opgave at tage sig godt af dig som kunde. Banken vil formentlig prøve at hjælpe dig med at finde en ny bank. Indtil du har fundet en ny bank, får du en almindelig betjening i det nye selskab under Finansiel Stabilitet. Og i dine mest almindelige bankforretninger vil du som sagt ikke komme til at mærke meget til, at din bank er blevet overtaget af Finansiel Stabilitet.

Fakta om bankpakke III:

Med "Bankpakke III" som blev indgået i oktober 2010, vendte banksektoren tilbage til situationen før den finansielle krise. Dog er sikkerheden for kunderne større, idet indskydergarantien er hævet fra 300.000 kroner til 750.000 kroner.

Der laves endvidere en model for overtagelse af nødlidende pengeinstitutter, hvor afviklingen sker på en kontrolleret måde.

Afviklingen betyder, at kunderne typisk kan fortsætte deres bankforretninger og ikke umiddelbart skal ud at finde en ny bank.

Afviklingen er et godt alternativ til en konkurs, der vil have store omkostninger for såvel de enkelte kunder som bankerne og samfundet.

Kilde: TV2|Finans, Finansrådet, pressemøde fra Fjordbank Mors d. 27 juni 2011.