Dansk Industri advarer mod vokseværk i havnene

De kommunalt ejede havne planlægger at udvide med fem millioner kvadratmeter.

Hanstholm Havn
Foto: Arkiv

De danske havne har gang i et større investeringskapløb. Og det er en bekymrende udvikling, mener DI (Dansk Industri), der advarer mod risikoen for en betragtelig overkapacitet, skriver branchemagasinet Søfart.

En analyse fra DI viser, at de 15 største kommunalt ejede havne forventer at udvide med omkring fem millioner kvadratmeter nyt areal frem mod 2020.

- For os er det vigtigt, at der investeres i havnene, men det skal være kloge investeringer. Og vi tvivler på, at der i alle tilfælde er en tilstrækkelig business case bag havnenes nuværende investeringsplaner, siger Michael Svane, der er branchedirektør i DI Transport. 

Søfart nævner Hanstholm som et eksempel på en havn med vokseværk. Havnen har netop præsenteret planer om at udvide for over en halv milliard, og bestyrelsesformand Martin Vestergaard understreger, at grundlaget er i orden.

- Vi ser det som en helt igennem sund forretningsplan. Og det gør man også i det finansielle bagland med KommuneKredit som garant. Alle er da godt klar over, at der er andre store fiskerihavne omkring os. Men perspektiverne på europæisk - og til en vis grad globalt plan - er ud fra et rent forretningsmæssigt synspunkt kun at læse sådan, at der er plads til alle, siger Vestergaard.

De planlagte udvidelser i de kommunale havne svarer til mere end 700 fodboldbaner eller omkring 20 procent af den nuværende kapacitet.

DI peger på, at der allerede i dag er en stor overkapacitet og frygter, at vokseværket vil betyde, at de offentligt ejede havne ender med at stjæle opgaver fra private virksomheder.