Brev til forældre skal få flere unge til at få hpv-vaccine

Myter om bivirkninger har betydet et voldsomt fald i antallet af piger, der vaccineres mod livmoderhalskræft.

HPV-vaccine
Foto: Arkiv

Hvis du er forælder til en pige, der er på vej mod 12-års-alderen, så kommer du til at få et brev med posten, der indeholder et tilbud om, at din datter kan få en helt gratis hpv-vaccine mod livmoderhalskræft.
    
Afsenderen bliver den enkelte praktiserende læge.
    
Det skriver Politiken torsdag.
    
Danske Regioner, der driver sundhedsvæsenet, er "stærkt bekymret" over, at tilslutningen til hpv-vaccinen er faldet voldsomt.
    
79 procent af pigerne født i år 2000 er fuldt hpv-vaccinerede. Imens er det kun 15 procent af de, der er født i 2003, der er vaccineret. Faldet kommer, efter at der har været stor debat om vaccinen i medierne.
    
- Vi får kvinder, der risikerer at få livmoderhalskræft og potentielt dø af det. Det er vi som ansvarlige politikere nødt til at reagere på. Det er en katastrofal udvikling, vi står midt i, siger Ulla Astman (S), der er formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, til Politiken.
    
Lægerne selv melder sig parate til at stå som afsender på de kommende breve.
    
Samtidig er Sundhedsstyrelsen på vej med en storstilet oplysningsindsats sammen med blandt andet Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen.
    
Der har været debat om, hvorvidt vaccinen mod hpv kan medføre en række neurologiske og såkaldt autoimmune lidelser.
    
Det kan være lidelser, hvor unge kvinder pludselig besvimer, bliver voldsomt trætte, får store smerter eller andre invaliderende symptomer.
    
Der er dog ifølge Politiken ingen tilgængelig dokumentation, der kan påvise, at lidelserne er udløst af selve vaccinen, heller ikke selv om symptomer kommer i ugerne eller månederne efter.
    
/ritzau/