Voldsom brand i Ikast: Brandvæsnet varsler naboer

Nogle lagerhaller i Ikast er hertil morgen hjemsted for en større brand, hvor 45 brandfolk er tilstede. Ingen personer er kommet tilskade.

45 brandfolk er lige nu tilstede på Nygade i Ikast.
45 brandfolk er lige nu tilstede på Nygade i Ikast.
Foto: Holck-Photo

En voldom brand er lørdag morgen opstået i nogle lagerhaller i Ikast. Det betyder, at brandvæsnet i øjeblikket er massivt tilstede med 45 brandfolk, der arbejder for at få branden under kontrol.

- Vi er ved at have ilden under kontrol, men den har været voldsom, så oprydningsarbejdet kommer til at tage hele dagen. Ingen personer har dog været i livsfare, fortæller indsatsleder Jan Sørensen.

Alarmcentralen fik klokken 6:11 en anmeldelse om, at en brand var opstået på Nygade i Ikast. Det har betydet, at Brand og Redning MidtVest er tilstede med mandskab fra både Herning og Ikast, samtidig med at Beredskabsstyrelsen også er repræsenteret på stedet med 14 medarbejdere.

Brandvæsnet har spærret af på Nygade og Nordlysvej og har desuden varslet flere naboer om situationen. Derudover er en droneoperatør og en saltspreder også tilkaldt.

- Droneoperatøren sørger for at give os det bedst mulige overblik, og saltsprederen har vi tilkaldt på grund af den store mængde vand, vi bruger. Når temperaturen er, som den er, så er vi nødt til at tilkalde sådan en, så vi kan arbejde uden risiko for at glide, fortæller indsatslederen.

Lagerhallerne, som branden er opstået i, huser blandt andet nogle pavillioner, men det er hidtil ukendt, hvad der har forårsaget branden. Lige nu er brandvæsnet i gang med at få styr på de sidste flammer.

- Vi er nødt til at brække tagpladerne af for at komme ned til spærrene, hvor der stadig er ild. Det kommer til at tage noget tid, og derefter følger et større oprydningsarbejde, oplyser indsatsleder Jan Sørensen.