Borgmestre ønsker svar om politiskole

Beslutningen om at udskyde en ny politiskoles placering får en blandet modtagelse af midt- og vestjyske borgmestre.

politiskole.jpg

Midt- og vestjyske borgmestre, der håber på at få en ny politiskole til kommunen, må væbne sig med tålmodighed. Beslutningen om politiskolens placering er nemlig udskudt til efter sommerferien, og den melding får en blandet modtagelse af midt- og vestjyske borgmestre.

- Jeg mener, det er en dårlig undskyldning, fordi de ikke er færdige endnu, siger Torsten Nielsen, borgmester i Viborg Kommune, Konservative. 

Beslutningen om at udskyde valget af placering vækker heller ikke glæde i Herning, men Venstre-borgmester Lars Krarup påpeger, at kommunerne ikke har meget at skulle have sagt i forhold til afgørelsen. 

- Jeg har arbejdet med det her siden påskeferien sidste år. Nu mangler vi sidste fase, og det ville jeg da gerne have, at vi kunne have været færdige med i dag. Sådan blev det ikke, og så må vi jo vente til efter sommerferien, siger han. 

Det synspunkt deler man i nabokommunen Holstebro. Borgmester H. C. Østerby, Socialdemokratiet, ærger sig desuden over den sparsomme mængde informationer, som borgmestrene har modtaget. 

- Jeg kunne savne, at de havde sorteret lidt ud i ansøgningerne, så vi kunne få at vide, hvem der er gået videre til næste runde, siger han. 

Nybyggeri kan være en mulighed
Som noget nyt er det kommet på tale, at nybyggeri kunne være en god løsning for politiet. Derfor har Rigspolitiet vurderet, at mulighederne bør undersøges nærmere, inden den endelige beslutning om hvad og hvor bliver truffet.
Den melding vækker undring i Holstebro Kommune.

- Ordlyden af teksten undrer mig lidt, for det har jo hele tiden lydt, at vi skulle kunne tilbyde noget nyt og noget, som allerede eksisterer, siger borgmester H. C. Østerby, Socialdemokratiet,

Han er dog ikke i tvivl om, at kommunen vil kunne løfte opgaven.

- Vi ser tiden an og krydser fingre, for vi mener stadig, at vi har et fantastisk tilbud omkring en politiskole i Holstebro, Det står vi fast ved, uanset om det er nybyggeri eller noget eksisterende. 

I Herning er borgmester Lars Krarup ligeledes positiv.

- Jeg har noteret mig, at det måske handler om, at de hælder i retningen af nybyggerier, og det passer faktisk meget godt med Hernings planer, siger han.