Blodigt halvår på landevejene

Frontalulykker med dødelig udgang fylder i uheldsstatikken for de første seks måneder af 2017

Voldsomme frontalulykker har i første halvår af 2017 kostet otte mennesker livet i Midt- og Vestjylland. Arkivfoto TV MIDTVEST

Det har været et særdeles blodigt halvår på de midt- og vestjyske landeveje. Foreløbig er 15 personer dræbt  i trafikken i årets første seks måneder, og flere end halvdelen er omkommet i frontale sammenstød på lige landevej.

- Der er store kræfter involveret, når to biler med 80 kilometer i timen støder sammen, hvilket ofte har fatale konsekvenser for de involverede, siger lederen af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

De fleste af ulykkerne sker, ifølge politiet, på lige landevej, i dagslys og i godt vejr. Teorien er derfor, at uopmærksomhed kan være årsagen, når en bil pludselig havner i den forkerte vejbane og støder frontalt sammen med et andet køretøj.

Jeg tror mange bilister føler sig for sikre på de lange lige landevejsstrækninger 

Henrik Glintborg, Leder af færdselsafdelingen, Midt- og Vestjyllands Politi

- Jeg tror at mange bilister føler sig lidt for sikre på de lange, lige landevejsstrækninger og dermed også bliver uopmærksomme, siger Henrik Glintborg.

Politiet øger kontrol

Lederen hos færdselspolitiet erkender dog, at det er uhyre vanskeligt for politiet at klarlægge årsagen til de enkelte ulykker:

- Der kan være rigtig mange forklaringer på, hvad det er der afleder opmærksomheden i trafikken. Derfor håber og beder jeg til, at bilisterne får lagt de dårlige vaner og unoder fra sig og kører bil, når de kører bil, siger Henrik Glintborg.

Politiet varsler i samme forbindelse et øget kontroltryk på de vejstrækninger, hvor der potentielt er risiko for at ulykkerne kan ske.

- Det kan være enten civile- eller uniformerede betjente, der kører rundt og observerer, hvad der foregår inde i bilerne. På den måde får vi skærpet opmærksomheden omkring adfærden i trafikken, siger lederen af færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Glintborg.

Ikke mere end 120 omkomne i trafikken i 2020

Den nationale Færdselssikkerhedskommission har de seneste år haft fokus på uopmærksomheden i trafikken, bland andet via en række kampagner. Et af målene har været at nedbringe antallet af dødsulykker i trafikken, fortæller medlem af kommissionen, Kristian Pihl Lorentzen.

- Vi har sat os det mål, at antallet af omkomne i trafikken skal være på 120 i 2020. Halvårsstatistikken fra Midt- og Vestjylland peger naturligvis i den forkerte retning, og jeg kan godt være bekymret for, om vi når de mål, siger Kristian Pihl Lorentzen, som er trafikordfører for Venstre.

Han peger på hårdere sanktioner i forhold til de bilister, som for eksempel taler i mobiltelefon, når de kører bil.

- Vi skal nøje overveje om bøder og klip i kørekortet er effektive nok i forhold til at straffe de bilister, der er uopmærksomme. Inden vi sætter konkrete politiske initiativer i gang, vil vi lytte til sagkundskaben og se hvad der er behov for, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Han får opbakning af kollegaen i Færdselssikkerheds-kommissionen, den radikale Andreas Steenberg.

- Vi vil dog meget gerne bruge penge på at gøre vejene mere sikre. For eksempel ved at opgradere dem til 2+1 veje. Det ville være en fornuftig prioritering, mener Andreas Steenberg.

De radikales trafikordfører peger på prioriteringen af sikkerheden på Haderup-omfartsvejen, som blev lavet med tre spor.

- Sådan noget så jeg gerne, at der blev lavet på flere vejstrækninger i Midt- og Vestjylland. På den måde kan man, for relativt få penge, gøre vejene langt mere sikre, siger Andreas Steenberg.