Beboer på Kærshovedgård overfaldet to gange af den samme mand

Fra døgnrapporten: Vold på udrejsecentret og indbrud hos Skat.

Kærshovedgård
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

En 30-årig beboer på Udrejsecenter Kærshovedgård syd for Bording blev onsdag overfaldet to gange - af den samme mand.

Det oplyser lokalpolitiet i Herning.

Det første overfald skete, da den 30-årige, der kommer fra Marokko, ved 14-tiden var i kantinen for at hente mad. En 37-årig mand fra Libyen slog ham - ifølge politiets døgnrapport - med knytnæve i tindingen og på kæben.

Og klokken 18.45 var den så gal igen. Denne gang tog den 37-årige mand kvælertag på sit offer, ligesom han slog og sparkede ham, da han lå ned. 

Den 37-årige mand har overnattet i politiets varetægt, og han vil i løbet af torsdagen blive fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Ud over vold er han også sigtet for vidnetrusler, idet motivet til det andet overfald tilsyneladende var, at offeret havde meldt sagen til politiet.

Ordensmagten har ikke noget bud på årsagen til det første overfald.

Anholdt på fersk gerning under indbrud hos Skat

Døgnrapporten fortæller også om et indbrud hos Skat på Brændgårdvej i Herning. Klokken 5.37 hørte et vidne, at der blev knust en rude, og vidnet så også to personer med hættetrøjer gå ind i skattecentret.

Politiet sendte med det samme flere patruljer til stedet, og det lykkedes betjentene at tage en af indbrudstyvene på fersk gerning. 

Det drejer sig om en 22-årig lokal mand, som i forvejen er godt kendt af ordensmagten. Han har flere gamle sager, der endnu ikke har været for retten, og politiets anklager vil derfor kræve ham varetægtsfængslet.

Det lykkedes den anden indbrudstyv at stikke af gennem et vindue, og selv om politiets hunde søgte efter ham, er han stadig på fri fod.