Bankrøver truede med sprængstoffer

Personalet fulgte efter bankrøver i Ringkøbing og fem minutter efter alarmen kunne politiet anholde en 56-årig mand.

Vestjysk Bank, Ringkøbing, lukket
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Vestjysk Bank på Torvet i Ringkøbing blev onsdag middag udsat for et røveri - men allerede efter ganske få minutter betragtede politiet sagen som opklaret.

Midt- og Vestjyllands Politi fik alarmen fra Ringkøbing klokken 12.09. En mand gik ind i banken med en kasse, hvor der stod eksplosiver (sprængstoffer) på, og fik udleveret et ukendt beløb i kontanter.

- Han cyklede fra stedet, men det gik ikke hurtigere end, at personalet kunne følge efter. Vi var i telefonisk kontakt med dem, og klokken 12.14 kunne vi  anholde ham på Søndergade i Ringkøbing, fortæller vagtchef Anders Olesen.

Den anholdte er en 56-årig mand fra Ringkøbing. Han havde stadig kontanterne på sig og virkede ifølge politiet påvirket af alkohol.

Vagtchefen roser bankpersonalet for deres indsats.

- Det var en fin måde, de håndterede situationen på. De forsøgte ikke at stoppe ham, men gav os gode og vigtige informationer over telefonen, siger han.

Den 56-årige bliver torsdag klokken 9 fremstillet i et grundlovsforhør ved retten i Holstebro, hvor anklageren vil kræve ham varetægtsfængslet.

Dagbladet Ringkøbing-Skjern skriver, at det var to direktører fra bankfilialen - regionsdirektøren og privatdirekøren - der fulgte i hælene på røveren.

- De holdt trit med manden, mens han i adstadigt tempo cyklede ned gennem byens gader med kurs mod havnen. I Søndergade stødte en politipatrulje til, og manden kunne anholdes uden at gøre modstand, skriver dagbladet.

0:41
Røveri mod Vestjysk Bank ved middagstid. 56-årig anholdt kort efter.