Bankdirektør: FCM-samarbejde gav for få kunder

Jyske Bank forklarer nu, hvorfor man trak sig som hovedsponsor i FC Midtjylland efter kun én sæson. Årsagen er, at samarbejdet med den midtjyske klub som håbet ikke gav flere erhvervskunder.

Jyske Bank, hovedsponsor, FCM
Foto: Poul Erik Sørensen, TV MIDTVEST

For ti dage siden stoppede Jyske Bank og BRF Kredit som hovedsponsor for FC Midtjylland. Den beslutning begrunder Jyske Bank nu.

- Vi havde nogle forhåbninger om, at vi alene som følge af sponsoratet kunne få nogle erhvervsvirksomheder i netværket til at skifte til os. Og det må vi bare sige, det er ikke lykkedes på den korte bane, forklarer ordførende direktør Anders Dam.

Der er spekuleret i, at Jyske Bank havde svært ved at se sig selv i FC Midtjylland på grund af dårlig økonomi. Det afviser Anders Dam.

- Med Matthew Benham som ejer anser vi ikke økonomien i FC Midtjylland som værende dårlig - så var vi aldrig gået ombord i det. Den eneste begrundelse er den manglende, kommercielle gevinst af sponsoratet, siger han.

Hvem, der bliver ny hovedsponsor i den midtjyske klub, er endnu ikke på plads.

 

3:05
FC Midtjylland har endnu ikke fundet en ny hovedsponsor efter Jyske Bank for nyligt ikke ønskede at forlænge samarbejdet efter bare en sæson.