Asta har trænet seniorgymnaster i 35 år uden afbud
I 35 år har Asta Frost fra Ulfborg hver mandag trænet Staby's seniorgymnaster. Uden at melde afbud en eneste gang.
Forår er lig med gymnastikopvisninger. I Sdr. Nissum var der i dag en særlig en af slagsen. Her havde 84-årige Asta Frost fra Ulfborg 65 års jubilæum, som gymnastiktræner.
- Det må jo være fordi jeg er frisk og sund, smiler Asta Frost.
De seneste 35 år har Asta Frost stået i spidsen for Stabys 13 seniorgymnaster. Hun træner holdet hver mandag aften og har aldrig meldt afbud. Heller ikke dengang, hun var skadet.
- Så kom jeg med krykker ud til Staby til de ældre damer, derude. Og så satte jeg mig på plinten og kommanderede med dem, griner Asta Frost.
I dag skulle den garvede gymnast føre sit senior gymnastikhold gennem endnu en opvisning.
Det gik fuldstændig efter planen, og bagefter var der kaffe og kage. Ligesom der i øvrigt også er efter hver mandagstræning.
Asta Frost har igennem de sidste 40 år været fast deltager til DGI´s Landsstævne. I år deltager hun for 10. gang.
Til sommer runder jubilaren 85 år. Men hun er, naturligvis, klar til en endnu gymnastiksæson.