TV MIDTVEST

Andeproducent beklager

Dansk And i Struer beklager dybt, at nogle ænder juleaften ikke kunne spises. Nu skal arbejdsgangen på slagteriet ændres, så det ikke sker igen.

Andeproducent og direktør for Dansk And A/S i Struer, Martin Daasbjerg, er nok selv den, der er aller mest ked af, at adskillige familier juleaften måtte finde noget andet at sætte tænderne i, end den and, de havde købt fra Dansk And.

- Jeg beklager dybt overfor de familier der blev ramt, af ikke at få andesteg i aftes. Nej, hvor er jeg ked af det. Det gentager sig aldrig, siger direktøren, som nu vil ændre arbejdsgangen på slagteriet.

- Årsagen var en for høj temperatur i nogle indmadsdele. Nu skal vi have lavet en anden temperaturstyring på de indmadsdele og vi skal ind at underafkøle, så vi kan få den rigtige temperatur frem på vores indmadsposer med det samme, siger Martin Daasbjerg, som vil gennemgå hele produktionsgangen for at sikre, at skaden ikke sker igen.

Dårlige ænder fra flere partier
De dårlige ænder er hovedsageligt kommet fra et parti den 10. december, men også andre partier har haft enkelte dårlige ænder.

- Der har været nogle enkelte i de andre produktioner også, men den 10. december i morgenproduktionen, det var der, vi havde problemet, det er helt sikkert. Der var indmadsdelene for varme, og det har altså udløst nogle problemer, forklarer andeproducenten.

Slagteriet vil bruge en planlagt lukning frem til sidst i januar til at få styr på produktionsgangen.

Tip os Har du et godt tip?