Analytiker: Tidligt regnskab tyder på salg

Ifølge en ekspert tyder B&O's tidlige præsentation af halvårsregnskabet på et snarligt salg.

Bang og Olufsen

Højst overraskende præsenterede B&O torsdag morgen virksomhedens halvårsregnskab en måned før tid. Senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank vurderer, at et salg kan være i pipelinen.

- Vi er tæt på nu, for B&O kan ikke som selskab leve med at være i det vakum, som opstår, når den her type rygter begydner at florere

- Medarbejderne går på arbejde hver dag uden at vide, hvad fremtiden vil bringe, og det kan være ødelæggende for et selskab og befinde sig i et stadie over lang tid, så det er bestyrelsens fornemmeste opgave at afslutte de forhandlinger, der pågår, siger han til TV MIDTVEST.

Præsentationen kommer da også i kølvandet på, at B&O for bare tre uger siden meldte ud, at man forhandler med en mulig køber.

- Derfor har B&O valgt at fremlægge al den information til de nuværende ejere, altså aktionærerne, så de har den samme information, som en potentiel køber måske har fået lov til at kigge på, siger senioranalytikeren.

Regnskabet viser fremgang på flere områder. Derfor er kursen steget siden torsdag morgen, og det kan ifølge Morten Imsgard bruges i en forhandling.

- Bestyrelsen kan jo bruge de kursstigninger til at gå tilbage til forhandlingsbordet og se, om de kan presse en evt. køber til at lægge endnu flere penge på bordet. Omvendt kan det også ende med at skubbe en køber væk fra forhandlingsbordet. 

Samlet endte virksomheden med et lille minus på 14 millioner. Samme periode sidste år gav et underskud på 118 millioner kroner.