Advarsel til bilisterne: Politiet går på gaden med flere fartkontroller

Advarslen skal i virkeligheden opfattes som en påmindelse.

Politirygmærke
Foto: Flemming Christensen

- I denne uge gennemfører politiet fartkontrol i hele landet, sådan står det i dag på Rådet for Sikker Trafiks Facebook-side.

Selvom det måske kan virke mærkeligt, at de advarer, allerede inden politiet går på gaden, så er der en god grund til det.

- Når vi går ud og advarer, så er fordi vi har et ønske om at få folk til at overholde fartgrænserne, fortæller Søren Ørsted Pedersen, pressechef hos Rådet for Sikker Trafik.

Han fortæller, at folk ikke skal tænke fartkontrollerne som en pengemaskine, men derimod som en præventiv indsats, der skal ramme en helt bestemt målgruppe.

- Der er nogen, der kører for strærkt helt bevidst. Og så er der dem, der glemmer at holde øje med farten, og det er dem, som vi forsøger at minde om at holde øje med deres fart. Vi ved, at når folk er klar over, at der er fartkontrol, så sænker de farten, forklarer han.

Kedelig rekord i landsdelen

Midt- og Vestjylland har efterhånden et kedeligt ry, når det kommer til fart og ulykker.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at landsdelen tager en førsteplads, når man kigger på antal dødsfald, hvor speederen har været trykket for hårdt i bund. Imellem 2011 og 2015 mistede 91 livet på de Midt- og Vestjyske veje i ulykker, hvor der blev kørt for stærkt efter vejforholdene.

Folk ønsker ikke en bøde

De mange dødsfald er en af årsagerne til, at man langs vejene kan se tusindvis af skilte med teksten ”Sænk Farten”. De skal ligesom fartkontrollen minde danskerne om at lette på speederen.

- Folk ønsker jo ikke at få en bøde, så målet for os er at minde dem om det, fortæller Søren Ørsted Pedersen til TV MIDTVEST.

Han påpeger, at målet ikke er, at fartkontrollerne skal fungere som en pengemaskine.

- Vi har intet ønske om at fange mange. Tværtimod ønsker vi, at advarslerne kan få danskerne til at sætte farten ned. Politiet plejer også selv at advare. De ønsker ikke at skulle ringe på døren hos pårørende med den værste nyhed, man kan give, siger han.

Fartkontrollen starter i denne omgang fra i morgen tidlig og varer ugen ud.

Hvis du kører bil jævnligt, så har du nok set flere af de mange "Sænk Farten"-skilte. De skal ligesom fartkontrollerne fungere som en påmindelse.
Hvis du kører bil jævnligt, så har du nok set flere af de mange "Sænk Farten"-skilte. De skal ligesom fartkontrollerne fungere som en påmindelse.
Foto: Rådet For Sikker Trafik