6-årig i koma: Drak sin fars flydende ecstasy

En seksårig dreng slap med livet i behold, selvom han ved et uheld drak sin fars flydende ecstasy.

250309_viborg_sygehus.jpg

Lørdag eftermiddag modtog Midt- og Vestjyllands Politi et usædvanligt opkald fra Viborg Sygehus. En 6-årig dreng fra Skive var kommet ind med flydende ecstasy i kroppen. Ifølge politiets oplysninger havde drengen været ude og køre med sine forældre lørdag eftermiddag, hvor han fandt en drikkedunk liggende i bilen.

- Den seksårige drikker flaskens indhold og bliver meget dårlig. Herefter bliver han hentet med en ambulance og bliver sidst på eftermiddagen lagt i kunstig koma, fordi han er for svag til at selv at trække vejret, siger Niels Bach, politiassistent, Skive Politi.

Politiet mødte herefter op med en narkohund på forældrenes adresse i Skive, hvor de konstaterede af den 30-årige far var i besiddelse af syv gram kokain og et antal af anabolske steroider foruden den flydende ecstasy. Manden er nu sigtet for besiddelse af de ulovlige stoffer.

Drengen blev taget ud af respiratoren sent lørdag aften og overgik herefter til børneafdelingen på Viborg Sygehus, hvorfra han blev udskrevet søndag eftermiddag. Ifølge politiets oplysninger slipper han uden mén.

Sagen overgår nu til de sociale myndigheder i Skive Kommune.