3D-scanner gør huskøb lettere

En fotograf fra Skiveegnen bruger ny metode til at fotografere huse for ejendomsmæglere.

Torben Andersen kan styre 3D-scanneren fra sin iPad.
Torben Andersen kan styre 3D-scanneren fra sin iPad.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Mange huskøbere vil nok kunne nikke genkendende til, at billederne på ejendomsmæglerens hjemmeside ikke altid fortæller hele sandheden. Men nu er nye metoder taget i brug, så man kan få et helt og mere nøjagtigt billede. En fotograf fra Skive-egnen bruger - som en af de første - dukkehus-metoden: 

- Man kan simpelthen gå ind i huset, forklarer Torben Andersen fra Kjeldbjerg, der i mange år har fotograferet huse for ejendomsmæglere.

0:55
Se hvordan 3D-scanneren fungerer her.

Han er indehaver af virksomheden ADTV og har købt en 3D-scanner, der gør det meget mere virkeligt at kigge på nyt hus.

Åbent hus døgnet rundt

TV MIDTVEST møder den nytænkende fotograf, da han er i gang med at fotografere en villa i Viborg. Og her er sælgeren godt tilfreds med den nye teknologi.

- Det er jo en smart måde at sælge det på. Der er jo fremvisning døgnet rundt. Man kan jo komme og gå, som man har lyst til, lyder det fra Gerhard Wirenfeldt, der netop har sat sit hus til salg.

Også ejendomsmægleren er glad for initiativet. Han faktisk allerede mærket en vis effekt.

- Det vi kan måle nu, det er, at vi har rigtig mange visninger på nettet. Jeg fik en lejlighed til salg her i Viborg for omkring 10 dage siden, og den har mellem 10 og 11.000 visninger på nettet, forklarer Carl Henrik Tallaksen.

Han er ejendomsmægler hos Huseksperten Skive/Viborg, og han regner med at kunne få solgt Gerhard Wirenfeldts villa inden for to måneder.