35 fyret på beskæftigelsescenter i Thisted

Medarbejdere og 3F frygter nu for konsekvenserne efter Thisted Kommune har besluttet at lukke beskæftigelsescenteret CAB.

Fyringer CAB Thisted
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Thisted Kommune har fyret 35 på beskæftigelsescenteret CAB, som derfor ikke længere kan fortsætte som nu. Derfor frygter både medarbejdere og fagforeningen 3F nu for konsekvenserne. Det er nemlig mennesker med særlige behov, der bruger og arbejder på stedet, og tilbuddet kan være svært at erstatte. 

- De tager de hensyn, som jeg har behov for, og det letter min hverdag. Jeg skal ikke forklare, når jeg kommer ud på arbejde, hvis jeg har en dårlig dag, det ved de herude, siger en af medarbejderne fra beskæftigelsescenteret Torben Mortensen. 

Hos 3F kan de godt forstå bekymringen. 

- Dem der går i skånejob på CAB, har man jo vurderet, at det var det, de skulle, og har man ville have dem ud i en privat virksomhed, så må jeg jo gå ud fra, at så ville man have gjort en indsats, siger Bente Kirk, der er faglig medarbejder ved 3F Thy-Mors.

CAB har 46 medarbejdere, hvoraf de 35 altså har fået en fyreseddel. Derudover er der cirka 100 personer i jobtræning, som der nu findes andre løsninger til. 

- Jeg er dybt bekymret for de borgere det her kommer til at handle om, siger Bente Kirk fra 3F. 

Kommune: En nødvendighed
I følge Thisted Kommune er forandringerne på CAB nødvendige og et led i en større omlægning på området. Kommunen forventer derudover, at få endnu flere i arbejde på sigt. 

- Det vi gør, er at virksomhedsrette indsatsen langt mere end vi gør i dag, så vores intention er, at det her skal blive bedre for de borgere, der er i tilbuddet. Vi forsøger selvfølgelig at sikre, der bliver taget hånd om alle folk på bedst mulig måde, det gør man altid, når man lukker virksomheder ned, så er der en indsats for at få folk i arbejde igen på de vilkår, som de mennesker nu vil have, siger Niels Jørgen Pedersen, der er formand i arbejdsmarkedsudvalget for Venstre i Thisted Kommune.