24-årig anholdt i Skive: Slog mand i hovedet med et glas

Klokken lidt i fem måtte politiet rykke ud og anholde en mand for at have slået en anden mand i hovedet med et glas.

Håndjern og politibil
Foto: Flemming Christensen

Tidligt søndag morgen rykkede politiet ud til en restauration på Tinggade i Skive. 

Her havde en 24-årig mand slået en anden 24-årig i hovedet med et glas på restaurationens dansegulv. Begge mænd er fra Skive-egnen. 

- Den forurettede får en flænge på 3-4 cm i hovedbunden. Vores patrulje kører derud og anholder en person, som de mistænker for at være gerningsmanden, oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Allan Riis. 

Den forurettede blev kørt til skadestuen. Efterfølgende bekræftede stedets videoovervågning, at betjentene havde fat i den rigtige gerningsmand, og den 24-årige sidder nu på lokalpolitistationen i Skive, hvor han bliver afhørt. 

Vagtchefen oplyser, at den 24-årige efter al sandsynlighed vil blive sigtet for kvalificeret vold.