2000 thyboere blev væk fra Paludan-demonstration

Én af dem, der kæmper en stille kamp mod islamkritikeren Rasmus Paludan, er Per Sixhøj Jensen. Søndag valgte han og 2000 andre thyboere at blive væk.

Per Sixhøj Jensen står bag gruppen: 'Bliv hjemme - del gerne.'
Per Sixhøj Jensen står bag gruppen: 'Bliv hjemme - del gerne.'
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Islamkritikeren Rasmus Paludan var i dag i Thisted for at demonstrere. Her mødte omkring 200 tilskuere op til en demonstration, der forløb helt fredeligt – men endnu flere thyboere havde valgt at lave en stille protest langt væk fra Rasmus Paludan. 

Bag initiativet står Per Sixhøj Jensen. For to dage siden oprettede han Facebook-gruppen: ‘Bliv hjemme – del gerne,’ som opfordrede til, at man blev væk fra demonstrationen. Efter nogle timer på Facebook var der over 1000, der havde tilkendegivet, at de ville ikke ville dukke op til Rasmus Paludans demonstration.

- Jeg er stolt over, at der er et par tusinde, der tager stilling og siger: ’at det tager vi ikke del i. Han skal have lov til at sige, det han vil, men det er lige så vigtigt, at man kan blive fri for at høre de ytringer, man overhovedet ikke er enig i, og som man mener, er dybt forkerte og endda idiotiske. Der skal man have lov til at sige, det vil jeg ikke være en del af. Og det er det, den her begivenhed går ud på, siger Per Sixhøj Jensen. 

- Det bedste er at blive hjemme og lade være med at gøre noget stor ståhej ud af, hvad ham gutten stiller sig op og laver.

Flere demonstrerer fredeligt mod Paludan

Per Sixhøj Jensen er ikke den eneste, der har valgt en alternativ form for demonstration mod Rasmus Paludan. For fem dage siden startede tv-producenten Nicolai Würtz en protestindsamling mod Rasmus Paludan. 10.000 donationer er blevet givet, og i skrivende stund er der indsamlet mere end 1.400.000 kroner til Dansk Flygtningehjælp.

- Det beviser, at de 10.000 der har givet donationer er meget hjerteløse, egoistiske og nærige, fordi de åbenbart ikke gider donere normalt, men kun gider, hvis der er en som mig, der stiller mig op, sagde Rasmus Paludan til TV MIDTVEST i forbindelse med demonstrationen i Thisted.