20-årig varetægtsfængslet for røveri i Viborg

20-årig mand varetægtsfængslet for røveri den 27. maj.

Retten i Viborg
Foto: Arkiv

En 20-årig mand er fredag blevet varetægtsfængslet sigtet for røveri på Klosterhaven i Viborg den 27. maj. Det oplyser anklager Janni Vrelits fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har siden røveriet haft manden eftersøgt, og det lykkedes ordensmagten at anholde ham fredag morgen.

Truede sig til mobil
Sammen med fire andre truede den 20-årige for godt to måneder siden en person til at udlevere sin mobiltelefon. Herefter truede de et vidne. Politiet har haft fingrene i de fire andre, hvoraf den ene ligeledes er varetægtsfængslet.

Politiet kender den 20-årige fra tidligere forhold, men ikke for røveri. Alligevel er han blevet varetægtsfængslet frem til den 19. august.