18-årig silkeborggenser scorede drømmemål i debut for Ajax

Kasper Dolberg fra Silkeborg scorede tirsdag aften, da han debuterede for Ajax i en Champions League-kvalifikationskamp.

Kasper Dolberg
Foto: Silkeborg IF

Det danske stortalent Kasper Dolberg fik en drømmedebut for den hollandske klub Ajax Amsterdam i tirsdagens Champions League-kvalifikationskamp mod græske Paok.
    
Efter 58 minutters spil scorede teenageren et pragtmål til 1-1, hvilket også blev kampens resultat.
    
Dolberg modtog bolden cirka ti meter uden for feltet, før han tog et træk ind mod mål og hamrede bolden fladt i målhjørnet.

Ifølge liveopdateringen fra Ajax' Twitter-profil fik Dolberg bolden i nettet allerede i første halvleg, men scoringen blev underkendt for offside. På det tidspunkt var stillingen 0-0, men kort efter scorede grækerne kampens første mål.
    
Dolberg fik plads som enlig frontangriber
Ajax måtte til kampen undvære den polske EM-angriber Arkadiusz Milik, hvilket formentlig var den overvejende grund til, at den tidligere Silkeborg-spiller fik pladsen som enlig frontangriber i startopstillingen.
    
Ifølge kampstatistikken fra Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) hjemmeside afsluttede danskeren seks gange i kampen, hvoraf fire afslutninger var inden for målrammen. Dolberg fik fuld spilletid i kampen.

Den noget mere rutinerede landsholdsspiller Lasse Schöne startede på bænken for Ajax, men han kom ind efter 77 minutters spil. Det kastede ikke nogen scoring af sig, til gengæld fik Schöne et gult kort i overtiden.
    
Der er returkamp 3. august i Grækenland.
    
/ritzau/