14-årig pige fortsat forsvundet

Midt- og Vestjyllands Politi leder stadig efter en 14-årig pige, som er gået fra sin bopæl i Fårvang efter et skænderi med sin far.

Pigen her savnes. Siden billedet er blevet taget, har hun dog fået farvet håret sort.
Pigen her savnes. Siden billedet er blevet taget, har hun dog fået farvet håret sort.
Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Lørdag morgen leder Midt- og Vestjyllands Politi fortsat efter 14-årige Maria Thillemann Bisgaard, som fredag forlod sin bopæl i Fårvang ved Viborg.

Politiet har en formodning om, hvor hun kan være.

- Vi har en formodning om, at hun formentlig er hos nogle venner, og at der er tale om misforstået godhed. Så hvis nogen har hende i deres varetægt eller ved, hvor hun er, så må de meget gerne kontakte os, siger Anders Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Pigen stak af hjemme fra omkring kl. 14, efter hun blev uvenner med sin far. Politiet oplyser, at hun har lagt en seddel til sin far om, at hun tog af sted og havde pakket en taske med tøj og mad.

Faren meldte hende savnet fredag kl. 20.05, efter han og Maria Thillemann Bisgaards mor gentagne gange havde ringet til venner og selv ledt efter deres datter i flere timer.

Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.